hdjav.club

Efterskolernes aften på Ladelund

Åbent Hus på Ladelund

Onsdag aften d. 8. januar blev der afholdt efterskolernes aften. Vi havde besøg en af masse kommende efterskoleelever og deres forældre. Målet med sådan en aften er, at alle besøgende kan få en forsmag på livet på efterskole og især livet på Ladelund Efterskole.

Dette betød, at vores elever var i gang på hele skolen. Der blev spillet musik i musiklokalet, medieholdet var i gang med at klippe film og kunne svare på spørgsmål som: ”hvordan er det egentligt at have teateruge på Ladelund Efterskole, hvis man ikke er den store skuespiller, men interesserer sig mere for lyd og lys?”.  I hallen blev det sprunget vilde spring og i vores gymnastiksal var der en flok, der klatrede på vores klatrevæg. 3D printer-drengene sad i hall’en og viste deres kreationer frem. I kunst fik kreativiteten også frit løb og her blev der både tegnet og arbejdet med tryk.

Vi havde startet op i bålet ved friluftsliv og her kunne man i glødernes skær få svar på spørgsmål omkring jagttegn, fiskeri, friluftsture og meget andet. En stor flok elever var i gang i værkstedet, her arbejdede de med forskellige projekter, så der blev både hamret, smedet og svejset. I ridehallen og stalden var der også liv og både heste og ryttere nød en aftentur med tid til hygge og snak omkring det at have ridning på Ladelund Efterskole. I spisesalen var der tid til en snak med en lærer og selvfølgelig også tid til en kop kaffe og et stykke kage.

Så det var en dejlig aften med en masse besøg, gode spørgsmål og en god snak omkring det at gå på Ladelund Efterskole.

Hvis du ikke nåede forbi os her på Ladelund Efterskole, så har du mulighed for at booke en rundvisning på hjemmesiden: ladelundefterskole.dk.
Vi glæder os til at vise dig skolen, så du kan mærke stemningen her ved os.